Generel systemteori er et tværfagligt fagområde med fokus på systemer generelt uafhængigt af typen af fænomener systemet omfatter, men forskning og anvendelse sker dog i vid udstrækning i forbindelse med andre fagområder. I det følgende beskrives udvalgte relationer mellem generel systemteori og systemudvikling af computerbaserede systemer.
Ikke-trivielle computerbaserede systemer udgør nærmest arketypen af komplekse systemer med næsten utallige, gensidigt afhængige variable og komplekse relationer, og de absolut mest komplekse menneskeskabte systemer består af computerbaserede systemer. Generel systemteori bør således være meget relevant for systemudvikling af computerbaserede systemer.
Traditionel systemudvikling har primært fokuseret på systemudvikling metoder og værktøjer med udgangspunkt i computeren uden videre skelnen mellem forskellige systemtyper med hensyn til systemernes indhold og funktion. Dette er dog under hastig forandring med udbredelsen af anvendelse af mønstre, hvorved systemudvikling af computerbaserede systemer på tilsvarende måde som generel systemteori karakteriserer og kategoriserer forskellige (del)systemer udfra deres generelle, systemiske egenskaber.
Med computere som et centralt emne samt værktøj for generel systemteori er det naturligt at der formuleres generelle systemteorier for systemmodellering af dynamiske processer og generelle maskiner som computere. Disse systemteorier er dog primært fokuseret på anvendelse af computere som værktøj for generel systemteori med henblik på systemmodellering og simulering af systemer og generelle systemteorier.
Generel systemteori omfatter dog også en række teorier og metoder til systemmodellering og systemanalyse, der umiddelbart er anvendelige og i vid udstrækning også allerede anvendes i forbindelse med systemudvikling af computerbaserede systemer.
|