Generel systemmodellering foreslåes her som fundament for systemmodellering i forbindelse med systemudvikling af computerbaserede systemer. I det følgende præsenteres centrale koncepter og teorier fra systemvidenskab og disses relation til computerbaserede systemer med efterfølgende formulering af et generelt systemmodelleringssprog til systemmodellering af computerbaserede systemer.
Systemvidenskab omfatter generelle teorier for systemer som en tværfaglig disciplin for organiserede og komplekse systemer indenfor forskellige systemparadigmer med fokus på henholdsvis "hårde", maskinelle og naturlige systemer samt bløde og kritiske, sociale systemer. Systemvidenskab omfatter desuden teorier for håndtering og simplificering af sådanne komplekse systemer, samt mere specialiserede teorier for forskellige typer af systemer. Endeligt omfatter systemvidenskab teorier for systemmodellering og systemanalyse af komplekse systemer.
Med fokus på organiserede og komplekse systemer er generel systemteori meget relevant i forbindelse med computerbaserede systemer, der har mange relationer til generel systemteori, og generel systemteori anvendes allerede og i stadig stigende grad i forbindelse med systemudvikling af computerbaserede systemer.
Med udgangspunkt i grundlæggende koncepter og teorier for generel systemteori omfattende system-relation, type-instance og whole-part systemelementer og relationer formuleres der et generelt systemmodelleringssprog specielt med henblik på systemmodellering af computerbaserede systemer, og det vises hvordan dette generelle systemmodelleringssprog kan anvendes til systemmodellering og systemimplementering af data og processer i computerbaserede systemer.
|