Generel systemteori omfatter ikke umiddelbart færdigtformulerede detaljerede og integrerede systemparadigmer, systemmodeller og systemmodelleringssprog der kan anvendes til systemudvikling og systemmodelllering af computerbaserede systemer. Der er dog formuleret forskellige grundlæggende teorier for systemer og systemmodellering, som også er relevante i forbindelse med systemmodellering af computerbaserede systemer.
Med generel systemteoris fokus på systemer i form af organiseret kompleksitet som en tværfaglig disciplin for såvel hårde, maskinelle systemer som bløde, sociale systemer, omfatter det i høj grad også computerbaserede systemer i form af logiske maskiner samt deres indplacering i og interaktion med omgivelserne. Generelle systemteorier for systemkoncepter, systemers bestanddele og strukturer, systemiske egenskaber, systemtyper, systemmodellering og håndtering af systemkompleksitet gælder således også for computerbaserede systemer. Derudover tilbyder relaterede matematiske discipliner generelle metoder til analyse og bearbejdning af generelle systemmodeller.
Generel systemteori er således også allerede indraget i forbindelse med systemudvikling af computerbaserede systemer, og generel systemteori videreudvikles desuden i vid udstrækning med udgangspunkt i computerbaserede systemer.
Med udgangspunkt i generel systemteori og matematiske grafer formuleres der dermed et generelt systemmodelleringssprog til anvendelse til systemudvikling af computerbaserede systemer. Det formulerede, generelle systemmodelleringssprog omfatter udelukkende nogle få, generelle systemmodelleringskoncepter, og det er formuleret med henblik på, at det principielt skal kunne anvendes til integreret systemmodellering for alle systemudviklingsaktiviteter i forbindelse med et systemudviklingsforløb.
Der er desuden defineret en formel semantik for det formulerede, generelle systemmodelleringssprog, og systemmodelleringssproget omfatter mulighed for men ikke krav om formalisering af systemmodeller i form af systemmodelleringskoncepter til klassificering af delsystemer/systemelementer.
Endeligt er det illustreret hvordan det formulerede, generelle systemmodelleringssprog kan anvendes til systemmodellering af såvel statiske datastrukturer som dynamiske processtrukturer i form af floworienterede netværk for computerbaserede systemer.
|