De følgende afsnit præsenterer en bred analyse af alle dele af og aspekter ved et komplet systemudviklingsforløb. Analysen omfatter grundlæggende antagelser såvel som konkrete systemudviklingsmetodologier, -metoder og -værktøjer.
Udgangspunktet for analysen er "state-of-practice" med almindeligt kendte og udbredte systemudviklingsmetodologier, -metoder og -værktøjer, og de her identificerede problemer kendetegner således primært den "typiske" systemudvikling der foregår. Specifikke systemudviklingsteorier og systemudviklingspraksiser adresserer allerede (nogle af) de forskellige identificerede problemer, men analysen her er begrænset til en (grov) generalisering af typisk systemudvikling med henblik på at identificere tværgående generelle problemer.
Analysen omfatter de følgende dele af og aspekter ved systemudviklingsforløb:
Den bagvedliggende filosofi for systemudvikling er typisk ikke eksplicit formuleret i forbindelse med forskellige systemudviklingsmetodologier, -metoder og -værktøjer, men ved valg mellem sådanne er det vigtigt om systemudviklingsfilosofien er i overensstemmelse med ens egne grundlæggende antagelser.
Den grundlæggende opfattelse af systemer i forbindelse med forskellige systemudviklingsmetodologier, -metoder og -værktøjer er typisk ligeledes heller ikke eksplicit formuleret men vigtig for egnetheden til den konkrete systemudviklingsopgave.
Systemudviklingsopgaver varierer meget med hensyn til det grundlæggende formål med systemudviklingsforløbet fra engangs konstruktion af et teknisk system; over en evolutionær proces med udvikling af et system og omgivelserne; til systemudvikling som sekundær proces for udvikling af omgivelserne.
Systemudviklingsfilosofi, systemopfattelse og systemudviklingsformål afspejles i forskellige procesmodeller for systemudviklingsforløb.
Ved konstruktion af tekniske systemer anvendes der en række forskellige systemudviklingsparadigmer med udgangspunkt i og fokus på forskellige aspekter ved systemet og systemudviklingsprocessen.
Som udgangspunkt for systemudvikling anvendes der ofte en af de mange forskellige foreslåede systemudviklingsmetodologier med retningslinier for "god" systemudvikling.
Kernen i systemudvikling er systemmodellering fra forståelse af problemet og løsningen til det egentlige, implementerede system som i sig selv (delvist) er en eksekverbar model i form af et computerbaseret system.
Udvikling af ikke trivielle computerbaserede systemer kræver meget omfattende og kompleks systemodellering, der er umulig uden anvendelse af systemudviklingsværktøjer knyttet til de forskellige systemudviklingsmetodologier og metoder.
|