Med udbredelsen af fælles objektorienterede koncepter fra objektorienterede programmeringssprog til objektorienteret analyse og design har systemudvikling fået et forenende fundament for en stor del af hele systemudviklingsforløbet. Det bør være med til at gøre systemudviklingen lettere og mere konsistent for systemudviklerne fremfor at skulle skifte mellem vidt forskellige koncepter som for eksempel dataflowdiagrammer, strukturdiagrammer og imperativ programmering i forbindelse med struktureret systemudvikling.
Objektorienteret systemudvikling er ligeledes blevet forenet igennem et standardiseret objektorienteret modelleringssprog, der giver systemudviklerne fælles syntaktiske og semantiske retningslinier for objektorienterede systembeskrivelser på tværs af systemudviklingsprojekter, -organisationer og -værktøjer. Dermed skulle kommunikation mellem systemudviklere og overdragelse af systemer blive lettere idet man kan fokusere på selve indholdet fremfor varierende og eventuelt forvirrende præsentationer.
Modelleringssproget er desuden underbygget med et meta-modelleringssprog og implementering af dette som en facilitet, som systemudviklingsværktøjer kan baseres på, således at forskellige, uafhængige systemudviklingsværktøjer kan kombineres og substitueres med hinanden. Dermed øges mulighederne for at vælge det "rigtige" værktøj til den enkelte opgave, og der skabes øget konkurrence om nye og bedre systemudviklingsværktøjer og funktioner i disse.
Endeligt understøttes modelleringssproget af standarder for (specifikation af) implementering af objektorienterede programmer/komponenter samt en arkitektur for eksekvering af programmer/komponenter på tværs af forskellige programmeringssprog, styresystemer og hardware platforme.
Det kan diskuteres om de objektorienterede koncepter, UML (Unified Modelling Language), MOF (Meta Object Facility) og CORBA (Common Object Request Broker Architecture) er de rigtige løsninger eller om det kan gøres bedre på andre måder. Hvis det kan gøres bedre, kan det desuden diskuteres om den objektorienterede standardisering i praksis vil begrænse udviklingen og udbredelsen af andre løsninger. Principielt må forenede/forenende koncepter og implementeringer dog ses som en væsentlig forbedring af systemudvikling i form af enklere og bedre integrerede systemudviklingsforløb.
|