|
Det er med meget blandede følelser, at man følger med i udviklingen indenfor teori og praksis for systemudvikling. Der bliver jævnligt lovet revolutionerende fremskridt fra såvel teoretikere som praktikere ved hjælp af en ny metode eller et nyt værktøj. Der sker da også forbedringer, men som regel er der langtfra indfrielse af forventningerne. Løfterne om forbedringer ligger langt over de reelle/oplevede forbedringer. Manglende indfrielse af urealistiske "silver bullet" løfter/forventninger er ikke så overraskende, men ofte indfries selv moderate, realistiske løfter/forventninger heller ikke.
Der sker reelle forbedringer, men de er ofte små og isoleret til enkelte dele af systemudviklingen, således at de opvejes af nye direkte eller indirekte problemer på tilstødende områder som følge af forbedringerne. Det er de færreste metoder og værktøjer, som umiddelbart kan indpasses i systemudviklingen. De eksisterende metoder og værktøjer skal eventuelt helt kasseres, eller der skal laves nye grænseflader mellem de forskellige metoder og værktøjer i form af ressource- og tidskrævende manuelle procedurer, automatiske oversættere eller integrerede tilpasninger. Skift af metoder og værktøjer i systemudvikling har desværre større lighed med religionsskifte end en håndværkers udskiftning af/supplering med nye metoder og værktøjer.
På trods af den store indsats for at forbedre systemudvikling opnåes der kun begrænsede resultater i praksis, og man genoplever/fortsætter ofte med de gamle, velkendte, store problemer. Når dette er tilfældet (eller i hvert fald oplevelsen) er det nok værd at overveje om der er noget grundlæggende galt med den måde hvorpå vi udvikler computerbaserede systemer, således at de mange forbedringsinitiativer kun bliver lappeløsninger og skaber/bevarer unødvendige problemer for sig selv.
|